Eventyret venter den, som forstår at gribe det

Nu har jeg vaeret i Nepal i snart 3 uger. Der er saa mange indtryk og tanker, som er loebet gennem mit hoved, at det ikke er til at beskrive i en blog. Men jeg vil proeve mit bedste.

Foerstehaandsindtrykket af Nepal var de hundredevis af bjerge, der taarnede sig op i synet fra det lille vindue i flyveren. Dernaest kunne man ane faldefaerdige huse stablet som legoklodser ved siden af hinanden. Det lignede et bombet lokum - for at sige det lige ud. Byen var der, hvor vi skulle lande: Kathmandu - Hovedstaden.

Jeg og en af mine rejsekammerater moedte for foerste gang resten af gruppen, som vi skulle tilbringe de naeste mange uger med. Gruppen bestaar hovedsageligt af Jyder: To jyske toeser, en Jysk dreng, en allestedsfyr og mig. Jeg kan ikke lade vaer med at drille dem og deres sprog - selvom jeg er i undertal. :) Udover det vil jeg saa tilfoeje, at vi alle fungerer rigtig godt sammen.

Der er faa rige og utrolig mange fattige. Og jeg er sikker paa, at hvis den danske fagforening kom ned og besoegte mig ville de gaa i koma.!

Jeg og mit kamera gik paa udforskning i det nepalesiske 'storby'liv. Trafikken er virkelig kaos, der er ingen regler eller nogen bestemt struktur. Eller rettere sagt vil jeg hellere citere en lokal: ''Der er skam regler, - de blir' bare brudt''. Tillid er ikke noget den almindelige 'krishna' har over for staten eller systemet. Korruption og snyd er en fuldstaendig almindelig procedure i samfundets hoejere magter. - Gad vide hvorfor der er saa mange, som tror mere paa metafysiske loesninger til deres problemer? Det er ikke overraskende i hvertfald.

Menneskerne er utrolig venlige og aabne. De er langt mindre materialistisk taenkende end danskerne. Det er rigtig rart. Og det er dejligt, at alt ikke for en gangs skyld ikke skal vaere saa skemalagt og noegternt. Her tar' man det som det kommer og det skal nok loese sig, hvis man lige opper sig lidt. 'Everything's gonna be okay' som der en sang der lyder. Men man bliver mindet om, at nepaleserne naermest ingen muligheder har ifht. vesterlaendingene. Det er et udviklingsland og de almindelige nepalesere har ikke tid til at taenke paa anerkendelse eller anden form for selvrealisering i samme grad som mig eller en anden dansker. Jeg vidste det godt i forvejen, men nu har jeg virkelig faaet det ind under huden.

En aften, hvor hele gruppen var ude at faa en enkelt oel og derefter skulle hjem med en af de mange minitaxier, havde jeg en ret ubehagelig oplevelse, der drejede sig om min egen etik og moral: I moerket var der en lille gadedreng, som tiggede om penge fra os. Vi var allerede paa det tidspunkt blevet vant til at sige nej (for man kan desvaerre ikke redde hele verden, ved at gi' fra sin egen pengepung). Han blev insisterende ved med at tigge. Drengen begyndte at klamre sig om mit ben. Min foerste instinktive tanke var at ruske ham vaek af bare skraek for at blive bidt og dermed blive syg eller noget. Men han var jo bare en lille fattig dreng? Paa en eller anden lidt mere sofistikeret maade fik jeg ham vaek. Vi skyndte os ind i taxien (og sad meget klemt). Vi troede det var ovre, men drengen hoppede nu ind af vinduet og begyndte nu at nive, slaa og skrige. Han klamrede sig fast til chaffoerens nakkestoette paa foerersaedet. Hvad skulle man goere - slaa ham vaek?? Instinktivt havde jeg maaske loest til det, - men en lille dreng? Heldigvis kom der en mand og hev ham ud af bilen. Vi koerte mundlamme til vores hotel...

Det er heldigvis faa daarlige oplevelser jeg har haft. Det er alt sammen spaendende og laererigt at opleve noget saa anderledes. Jeg har allerede laert en hel del nepalesisk, mest til aere for boernene, som jeg skal arbejde med paa boernehjemmet, men ogsaa for sjovs skyld. Vi har haft en masse undervisningstimer af en af de faa professorer i landet. Han er en skaeg gammel gut, som vi bl.a. er inviteret med hjem hos. - Og han ville specifikt gerne ha', at jeg skulle moede hans datter saa vi kunne udveksle ideer osv. mellem landene.

Naturen er maaske det som Nepal er mest kendt for. Foer vores ophold paa boernehjemmet skal vi lave en masse adventure. Vi har allerede lavet en del og faaet et godt indblik i hvor fantastisk naturen er. Mulighederne for at tilfredsstille sin indre vovehals er mange. Den naeste udfordring for mig bliver at trekke til Mount Everest Basecamp (og det er ret saa koldt!). dernaest skal vi til Tibet i en uge. Begge aktiviteter glaeder jeg mig astronomisk meget til! :)

Indtil nu har vi riverraftet to dage, hvor vi overnattede ved flodkanten taet paa en lille landsby. Paa det tidspunkt var det den vigtigste dag i en bestemt aarlig festival. Alle i naeromraadet samledes, begyndte at drikke den lokale risvin, spille & synge musik og ikke mindst danse. Ikke overraskende var jeg ogsaa med til at danse. Sammen med fulde nepalesere og glade boern dansede jeg og iagttog paa samme tid, hvordan man skulle goere. Jeg havde dog allerede gjort det i kathmandu et par dage foer, hvor en amerikaner sage med ordentlig accent: ''She represents the west!''. Det var en sjov og hyggelig aften!

Dagen efter tog vi videre til nationalparken og levede paa et luksushotel, hvilket var ekstremt maerkeligt da landbysamfundet omkring os lignede Danmark for 250aar siden. De levede i hoehuse, boede sammen med dyrene og brugte koeer og buffalos til at plove marken. Det var virkelig som at gaa tilbage i tiden.

Ellers var besoeget i nationalparken virkelig fedt. Vi badede med elefanter, var paa safari, saa naesehorn ekstremt taet paa, sejlede blandt krokodiller i en lille kano og var paa fugleekspedition. Det var et rigtig flot omraade. hvis det ikke havde vaeret for nogle ektremt irriterende kinesiske turister saa havde det vaeret perfekt. Jeg kan ikke goere for det, men af en eller anden grund naerer jeg et lille had til kinesiske turister. - Undskyld.

Vi skulle videre i kalenderen og til en by taet paa himalaya. Vejen dertil var ekstrem lang, og naar man var sikker paa at NU koerte man altsaa offroad, saa fandt man ud af at det i virkeligheden var 'onroad'. Vores Guide kom og hentede os og vi bevaegede os op i hoejderne paa vores foerste trekkingtur. Det var virkelig smukt - men haardt for kondien, naar man ikke har lavet noget specielt siden man fik studenterhuen paa. Men mit indre konkurrencemenneske fik mig selvfoelgelig til at loebe en hel del af vejen. Det var naermest meditation, naar man loeb gennem regnskovlignende omraader oppe i bjergene. Kaempe rhododendroner taarnede sig op gennem skyerne og flotte dale viste sig. Ofte moedte man en horde af mulddyr med fuld oppakning paa vej til bjerglandbyerne. Det var heller ikke usaedvanlingt at moede en masse baerer eller sherpaer med vanvittigt meget paa ryggen.

Der var mange nepalesiske Guider, som (af en eller anden grund) blev helt vilde med mig paa den tur. Det var rimelig irriterende til sidst, men man maa laerer ikke at vaere saa flink hele tiden! ;)

En tidlig morgen skulle vi op paa et bestemt bjerg for at se solopgangen. Da vi naaede der op og vendte synet udad saa vi himlen under os og bjergene stod fyrsteligt side ved side. Solens straaler begyndte at titte frem. Vi stod stille af bare benovelse. Synet af det jog alle andre tanker bort, vi stillede ingen spørgsmål og havde ingen kommentarer, vi kiggede bare... Maerkeligt at en saa naturlig ting kan blive ved med at fascinere mennesket gang paa gang.

Nu sidder jeg saa her paa en raadden intenetcafe, hvor en flok buffalos lige er loebet loebske forbi ude i gaden. Jeg taenker paa Jer derhjemme og haaber I har det godt.

- For det har jeg...

Kaerlige hilsner fra Maria